Vælg den helt rigtige pølse til International hotdog dag

Sommertid er hotdogtid, og der er næsten ikke noget, der signalerer sommerhygge lige så meget som lækre hotdogs med knasende sprøde, velstegte pølser fra grill eller pande.

De senere år har hotdog’en været igennem noget af en fornyelseskur med masser af nye, lækre toppings – men nu er det tid til at se nærmere på pølsen! Derfor sætter vi fokus på alle de mange geniale pølser, der kan spille hovedrollen i dine gæsters yndlingssommerforkælelse. 

Så.. hvilken type er du til? Den fyrige? Den ’snaskede’? Frilufts-typen? Eller måske den lidt mere blærede gourmettype?

Giv din hotdog karakter med lækre toppings


Magien i en hotdog opstår, når en velvalgt pølse kommer i et godt brød, og matches med lækre toppings. Alle kender den klassiske kombi med sennep, ketchup og remoulade, kronet med to slags løg og agurkesalat. Vi lader os inspirere af modellen, og sætter fem lækre pølser med hver deres særpræg sammen med de tre elementer: det cremede, det grønne og det sprøde.

Velbekomme!

Syndig lækkerhed i overflod: Grillpølse med bacon og ost


Den smagfulde grillpølse med 11% bacon og 8% cheddarost er pølsen til lækkermunden, der vil have lidt mere af det hele, og er klar på en guilty pleasure. Perfekt både til pande og grill, og helt oplagt i en hotdog. Dine gæster kan især glæde sig til det cremede bid og den diskrete ostesmag, som vi understreger med toppingen. 

Toppings:

  • Det cremede: Lav en varm ostesauce a la nachos, på chilicheddar, fløde og lidt røget paprika.
  • Det grønne: Tilføj friskhed med syltede rødløg og bredbladet persille.
  • Det sprøde: Gå planken ud, og top med knuste nachos med ostesmag.

Masser af kød og et strejf af Norden: Bacon/ ramsløg frokostpølse

Ramsløget er næsten blevet signatur-krydderurten i det nordiske køkken, og her har den friske forårsbebuder sneget sig ind i denne kødfulde frokostpølse sammen med en god portion bacon. En lækker kombination af umami fra bacon og det aromatiske fra ramsløget. Mange kender denne smag fra vores frankfurtere, men her kommer pølsen altså i en lidt mindre frokostversion på 80 gram. Vi understreger det nordiske med selleri, linser og forårsløg i tilbehøret.

Toppings:

  • Det cremede: Top med selleriremoulade lavet på pocherede tern af selleri i en sennepsmayo.
  • Det grønne: Lynsyltet spidskål og syltede danske linser med fintsnittet forårsløg giver god friskhed.
  • Det sprøde: Tilføj knas med ’krymmel’ af stegt bacon, krydret med groftkværnet peber.

Ay, Caramba! Fyrig pølse med hilsen fra Spanien: Chorizo frokostpølse

Der er masser af kød – og masser af spansk velsmag i denne lækre og velkrydrede Chorizo frokostpølse. Hele 87% gris, kombineret med 7% chorizo salami med den karakteristiske smag af tomat, hvidløg og paprika. Vi bliver i det spanske køkken i tilbehøret med spanske saucer, tomat og stegte kartofler, inspireret af de spanske Patatas Bravas.


Toppings:

  • Det cremede: Hele to saucer, nemlig salsa romesco og en tynd stribe aioli, giver en velkrydret og aromatisk smag.
  • Det grønne: Pico de gallo; frisk tomatsalsa med tomat, koriander og forårsløg giver god syrlighed.
  • Det sprøde: Små sprødstegte tern af kartofler, krydret med røget paprika er en overraskende og mættende tilføjelse til hotdoggen.

Komfortabel klassiker med dansk frilandsgrisgris: Friland Grillpølse


Her er grillpølsen, som du kender den! En klassisk pølse, perfekt til hotdogs med sit sprøde knæk. Kødet kommer fra danske grise, der har gået på friland, og er mærket med tre hjerter for dyrevelfærd. Vi fornyer tilbehøret en smule ved at toppe med hjemmelavet remoulade.

Toppings:

  • Det cremede: Lav en aromatisk hjemmelavet remoulade med hakket, hjemmesyltet blomkål, vendt i en let karrymayo med lidt yoghurt og friske krydderurter.
  • Det grønne: Lynsyltet gulerod og masser af karse giver både friskhed og et dejligt pebret twist.
  • Det sprøde: Erstat de velkendte ristede løg med skønne hjemmelavede sprødstegte løgringe, der giver sødme og knas.

Tjekket gourmet-type: Pølse med æble og timian


Her er pølsen til de dage, hvor den lige skal have et ekstra nøk opad for dine gæster. Denne saftige og aromatiske pølse er tilsmagt med æble og lidt timian. Pølsen en fersk pølse, som skal gennemsteges på grill eller pande. Med et hotdogbrød af briochedej og smag fra trøffelmayo, jordskokker og hasselnødder er vi virkelig ovre i gourmet-genren her.


Toppings:

  • Det cremede: Trøffelmayo er vinder-ingrediensen på denne hotdog. Lav den selv af en god mayo, tilsat trøffelpuré.
  • Det grønne: Lidt friske tern af jordskokker og syrlige æbler, marineret i hyldeblomsteddike og hasselnøddeolie, og vendt med strimler af løvstikke, giver en lidt anderledes friskhed til hotdoggen.
  • Det sprøde: Tilføj luksuriøs sprødhed til denne hotdog med hakkede, ristede hasselnødder og groft knuste luksusflæskesvær.